Viser opslag med etiketten Arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arbejde. Vis alle opslag

søndag den 19. december 2021

En eller anden - stop tiden!!!!

Vi har allerede d.19. december!!!! Altså hvor er tiden lige blevet af??? Det føles som et par dage siden jeg sidst har blogget, og alligevel er det allerede flere måneder siden. 

Tiden flyver simpelthen af sted, og vi følger bare med. Der sker noget hele tiden - eller sådan føles det i hvert fald. Selvfølgelig er der dage, hvor der intet sker, men de går lige så hurtigt, som de dage, hvor der er fart over feltet fra morgen til aften. 

Jeg føler lige, vi har haft 1. advent, og alligevel er det snart juleaften. Heldigvis er vi da efterhånden rigtig godt med, og vi mangler ikke særlig meget før vi er helt klar til at holde jul, så det skal nok gå altsammen. Men det er da alligevel lidt skræmmende, at tiden går SÅ hurtigt. 

Denne her weekend har Silas været hjemme ved mormor og morfar. Han spurgte selv om han måtte komme derhjem, og selvfølgelig måtte han det. De har så rigtig hygget og været ude og købe julegave fra Silas til Bent og jeg (Niclas har allerede været med mormor ude og købe fra ham, en dag, hvor han havde fri fra børnehave). Det er lidt hyggeligt, at vi ikke ved, hvad vi får af dem. De har naturligvis også lavet noget i børnehaven til os, så det bliver rigtig spændende at se, hvad de har fundet på i børnehaven i år. Sidste år fik vi bordskånere, og de står fint fremme med nogle lysestager på, så bliver de brugt - uden at blive ødelagte. 

Vi fik også købt de sidste julegaver i går. Vi manglede lige et par stykker, så Bent, Niclas og jeg tog i storcenteret, og så købte vi det sidste. Nu mangler vi så bare lige et par enkelte ting, som skal komme med posten, men de er på vej, så satser på de når at komme 😀

Vi var ude og købe juletræ i går sammen med mine forældre og Silas. Vi fandt også  rigtig flotte træer. Vi har et fast sted vi køber, og vi er endnu ikke blevet skuffede over træerne derfra. Nu skal det bare sættes på fod i dag og så skal det ind og pyntes. Vi skal da godt nok ikke holde jul herhjemme i år, men derfor skal vi nu alligevel have juletræ. 

I starten af det nye år, skal jeg - om Corona'en vil det - starte i en ny praktik. Det glæder jeg mig til. Håber snart jeg kan blive afklaret og få det fleksjob. Synes efterhånden jeg har været i systemet længe nok, så nu vil jeg gerne snart videre. 

Nå, må hellere komme i gang med at være lidt praktisk (har været oppe siden 06:05, men er ikke kommet særlig langt endnu. Men altså det er jo også søndag, så det er vel ok at være lidt langsom i optrækket. 

Rigtig god 4. advent allesammen. 



tirsdag den 7. september 2021

Dagene går....

 og jeg glemmer faktisk indimellem at jeg har bloggen. Altså, jeg bliver lige mindet om det på FB indimellem, men derudover tænker jeg ikke altid på, at jeg måske lige burde få skrevet herinde. 

Men nu skal det altså være. 

Der er jo sket så meget den senere tid. Vi havde en hyggelig ferie. Altså, Bent startede jo på arbejde igen, da jeg fik ferie, men det var sådan det blev, så vi var sikre på, at minimum 1 af os var hjemme alle de 3 uger, Silas og Niclas havde ferie. 

Men Silas, Niclas og jeg havde 2 rigtig hyggelige uger -  og selvfølgelig sammen med Bent, når han kom hjem - også selv om vi "bare" var herhjemme størstedelen af tiden. Vi var med min mor i Ikea en af dagene, og af en eller anden grund er Ikea ALTID et hit ved Silas og Niclas. Derudover var vi hjemme ved mine forældre nogle dage, hvor vi også hyggede med dem. 

Silas var også på ferie hjemme ved mormor og morfar, så der hyggede jeg bare alene med Niclas. Niclas er ikke den store fan af at være væk fra os om natten, men det generer ikke Silas, så han skal selvfølgelig have lov til at være på ferie uden os andre. 

Jeg fik 2. vaccination i slutningen af min ferie, og den ramte mig alligevel. Jeg havde det dårligt næsten en uge efter, men det tog jeg så også med. 

Forrige uge måtte jeg dog til lægen, da jeg fortsat havde det dårligt. Det resulterede så i en akuttid på sygehuset og efterfølgende flere undersøgelser, som dog ikke har kommet med noget konkret bud på, hvorfor jeg har det sådan, men der er nogle mulige "diagnoser", som jeg kan arbejde ud fra, så nu skal jeg til møde senere med min sagsbehandler og min behandler, for at se, hvordan det hele skal klares fremover, for det er noget, der påvirker mit helbred, og det skal jo helst ikke blive værre. Så nu må vi se. 

Bent blev fastansat i går, så det er skønt. Altså bevares, nu har han haft fuldtidsarbejde de sidste lidt over 2 måneder, men nu er han ude af jobcenteret, så det kunne ikke være bedre.

Nu har vi efterhånden også boet her i lidt over 4 måneder, og jeg er så glad for at vi flyttede. Når vi kører forbi huset i Vamdrup, så savner jeg det ikke. Jeg er glad for vi kom væk fra det, og vi har ikke skyggen af rotter her, hvor vi bor nu. Og det er min barndomsområde, så det er helt perfekt. 

Nå, må hellere lige være lidt praktisk inden jeg skal til møde. 

mandag den 9. august 2021

Vi holder ferie

 Eller rettere Silas, Niclas og jeg holder ferie. Bent startede op igen i mandags efter at han havde gået hjemme 2 uger, mens firmaet havde lukket. 

Og jeg kan godt love for, at med det energi niveau, drengene lægger for dagen, så er det næsten mere ferieagtigt at være på arbejde *griner*. For nøj, hvor kan de være stride. De er inde i en periode, hvor de slås og skændes nærmest konstant, og det giver altså mor her (endnu flere) grå hår. 

Ej, de kunne faktisk også være værre, hvis jeg skal være helt ærlig. De har da helt klart perioder, hvor de rent faktisk kan sidde sammen i sofaen og se tegnefilm eller lege stille og roligt sammen, uden at legetøjet flyver gennem luften. Men derfra og så til at jeg får lavet særlig meget herhjemme mens Bent er på arbejde - ja, der er langt. De fleste dage har jeg rigeligt i at være mor, og sådan er det altså bare. Jeg har mine "diagnoser" til at tale imod mig, og sådan er vilkårene altså bare for mig. Det er en af de ting, jeg kommer til at leve med resten af mit liv, og jeg ved, at jeg må prioritere energien i min hverdag, for at jeg har energi nok til at komme igennem hele dagen. Det er stadig svært for mig, men jeg kæmper og på et eller andet tidspunkt lærer jeg nok, at jeg ikke kan ALT, hvad jeg gerne vil. 

Lige nu er begge unger installeret med en dyne henne i sofaen, og så sidder de og ser noget med Brio tog på Youtube. Niclas er pænt træt, men det passer ikke herren at sove, så derfor ser de Youtube, for det kan også fastholde begges interesse. Jeg havde ellers overvejet, om vi skulle gå en lille tur, men gider sgu ikke lige, når det står ned i stænger. Ikke at jeg har noget imod at gå, når det regner, men vil skulle have den ene af drengene (højst sandsynlig Niclas) i klapvogn, og det er så bøvlet når den skal tørre bagefter. Så vi venter lige og ser, om vejret bliver bedre senere. Og ellers hygger vi os bare indendørs. 

I fredags var Silas, Niclas og jeg med min mor i Ikea, mens Bent var på arbejde, og Niclas underholdt simpelthen hele Ikea. Han har ingen hæmninger den dreng, og det kan være pinligt nogle gange, men han hygger sig helt vildt og har en fest af den anden verden. Det er heldigt nok, han er så charmerende, for så griner de fleste bare fremfor at skælde ud 😄 Det var nu ikke fordi, vi skulle have så meget derovre, men vi fik da alligevel fyldt bagagerummet godt op på mine forældres bil, så der var alligevel ting, vi ikke kunne undvære - men det som jeg rent faktisk SKULLE have, ja det var udsolgt. Men det giver jo faktisk bare en god grund til at køre derover igen snart - eller, hvem behøver i bund og grund en grund til at køre i Ikea???

På mandag kalder arbejdet igen for mit vedkommende. Har allerede overstået knap halvdelen af mit praktikforløb, men jeg er forberedt på, at jeg nok bliver forlænget, så jeg kan blive afklaret og bevilliget fleksjob. Og den slags kan jo, som bekendt, godt tage tid. Så jeg væbner mig med tålmodighed. Hellere min afklaring timemæssigt stemmer 100%, fremfor at jeg godkendes til enten for mange eller måske endda for få timer, i forhold, hvad der er realistisk muligt for mig. Og jeg er jo glad for at være, hvor jeg er, så det skal nok gå det hele. Jeg er også så heldig, at jeg er forlænget ved Revanche frem til starten af næste år, så jeg har min behandler med på sidelinjen frem til januar, og det er simpelthen det bedste. Hun er den bedste. 



 

tirsdag den 20. juli 2021

Travlhed i det lille hjem

Ja, som overskriften fint fortæller, så er der fuld fart på herhjemme for tiden. 

Niclas er jo startet i børnehave, og vi kører stadig lidt på indkøringsmode. Omvæltningen fra vuggestue til børnehave har været svær for ham, så han kræver lige lidt ekstra, men heldigvis er de opmærksomme på ham, og i denne uge, hvor der er behovspasning, og hans "normale" pædagoger ikke er der, så er der en vikar inde, som tidligere også har været i vuggestuen, og hende og Niclas har simpelthen et helt specielt bånd, og vi er helt trygge ved at aflevere ham til hende om morgenen. 

Silas trives i bedste velgående i børnehaven. Han har virkelig rykket sig langt. Lige pt er det helt store hit, at synge "Lille Peter Edderkop", og han er bare så dygtig til at synge. Og vi roser ham jo simpelthen til skyerne, når han synger, for det giver ham et velfortjent selvtillidsboost. Han er også begyndt at få så meget sprog, og munden står jo nærmest ikke stille på ham. Og ja, det er sgu en sejr, for netop det mangelfulde sprog, var jo netop en af grundene til at han kom i specialbørnehave. Han er også begyndt at lege mere med de andre børn, så det er helt perfekt. 

Bent er startet som vikar i varemodtagelsen på Louis Poulsen, og det er han glad for. Altså selvfølgelig er der en del køren frem og tilbage, men det går da indtil videre. 

Forrige uge startede jeg endelig langt om længe også i praktik. Jeg er kommet i praktik ved et industrivaskeri, og det er faktisk ikke helt dårligt. Altså bevares, selvfølgelig er det mega hårdt, og der er selvfølgelig også visse skånehensyn, der skal tages, men jeg kommer da af sted de dage, hvor jeg skal, og jeg føler jeg har fået lidt mere mening i livet igen. Nu skal den arbejdsprøvning bare gennemføres, så jeg kan komme lidt nærmere en afklaring til fleks. 

Jeg arbejder til en start mandag, onsdag og torsdag - 2 timer om dagen, og indtil videre er det mere end rigeligt til mig. Planen er naturligvis, at jeg gradvist skal op i tid, men nu ser vi, hvordan det kommer til at gå det hele. Jeg skal også selv kunne følge med både fysisk og mentalt. Og pt er de 3 dage mere end rigeligt. Jeg er simpelthen så træt, når jeg kommer hjem ved middagstid, og det er mere reglen end undtagelsen, at jeg snupper en lur om eftermiddagen, når mændene i huset er hentet. Men nu har jeg så også kun denne uge og næste uge, og så er der dømt ferie for mit vedkommende i 2 uger, og det glæder jeg mig til. Bent har ferie denne uge og næste uge, og når drengene kommer hjem på fredag, så har de 3 ugers sommerferie, så vi holder lidt forskudt ferie i år, men sådan er det jo bare. 


tirsdag den 15. september 2020

Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer. 

søndag den 7. juni 2020

Tiden går og vi bliver ældre

Jeg kan umuligt være den eneste, som simpelthen føler dagene flyver af sted, uden jeg egentlig føler, jeg når alt det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Altså bevares, jeg er Mor og bruger en hulens masse tid med drengene, men alligevel. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ordnet om aftenen, når de sover, men alligevel går jeg hver dag i seng med en følelse af, at der en masse,  jeg ikke har nået. 

Jeg ved godt, drengene er ligeglade med om der ligger en nullermand eller 10 på gulvet, men det er JEG ikke, og JEG ser de s**** nullermænd, hver eneste gang, jeg går forbi dem. Og nu tænker du sikkert "jamen, hvorfor i alverden fjerner hun dem så ikke", og ja jeg ved det faktisk ikke. Eller jo, jeg orker simpelthen ikke altid at finde støvsugeren frem - og er det ikke en legal følelse. En del af hele mit behandlingsforløb er bl.a. at jeg skal "give slip" på nogle ting, så jeg ikke konstant sætter min hjerne og min krop på overarbejde, så det at jeg rent faktisk har nået et punkt, hvor jeg kan vælge at ignorere støvet, ja det er faktisk store sager. 

Og jeg må jo bare erkende, at det altså ikke er muligt at nå det hele, når man har 2 mindre børn. Vasketøjskurven når sjældent et punkt, hvor den er tom, støvet bliver ikke fjernet hver uge, støvsugningen sker ikke hver 2. dag (som jeg gerne ville). Men det gør mig ikke til en dårlig mor, for mine drenge får masser af kærlighed. De sover i rene senge, de får rent tøj på hver dag (Ja, det er ikke tøj de mangler), og vigtigst af alt, så får de mad på bordet hver eneste dag. 

I denne her uge har begge drenge været hjemme, fordi de har været syge, og når der ikke bare er 1 sygt barn,  men 2 syge børn, så er det altså ikke de huslige pligter, der bliver prioriteret allerhøjest. That's life. 

Bent har arbejdet meget i denne her uge, så der har ligget meget pres på mig, men sådan er det jo bare. Næste uge har han (indtil videre) heldigvis lidt flere fridage, så det er jo ikke dårligt. 

Vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god søndag.  

onsdag den 6. maj 2020

Hvordan er det egentlig gået

I dag er det 3 uger siden "vores" vuggestue atter åbnede op, og jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg mente vores drenge ville have godt af at komme af sted. Jeg er blevet kaldt: "en dårlig mor, en uansvarlig mor som kun tænker på mig selv, en mor der åbenbart er ligeglad med mine børns helbred" og meget andet de forgangne uger, men altså helt ærligt, så HAR jeg netop tænkt på mine børn ved at sende dem af sted. 

Og hvordan går det så egentlig nu, hvor de har været i gang i nogle uger. Jo det går over al forventning. 

Både Silas og Niclas er så glade, når de kommer af sted om morgenen. De er i samme gruppe og de er så glade for deres pædagog og hun er glad for dem. Vi oplever ingen grædende børn, når vi afleverer og det betyder alfa og omega for mig. Den glæde, vi mærker på dem, kan vi på ingen måde ignorere, og helt ærligt, så er jeg gerne en dårlig og uansvarlig mor, for at sende mine børn af sted og give dem en god dag, fremfor at sidde hjemme og kede sig. 

Jeg tror også, man skal passe lidt på med, hvem og hvad man dømmer folk efter. Gentagne gange, når jeg er ude og handle, har jeg set ældre (ikke nødvendigvis gamle, men nok 50+) folk, som ikke spritter hænder, som ikke holder afstand og som i bund og grund er ligeglad med, om de hoster andre ind i hovedet. I min optik udgør de da en langt større smitterisiko end mig, som spritter hænder inden vi forlader huset om morgenen, inden vi går ind i vuggestuen og når vi går ud derfra igen (der er sat håndsprit op ved lågen ind til børnehave og vuggestue, så den er til fri afbenyttelse). Jeg vasker hænder 20+ gange om dagen og har altid en lille flaske håndsprit liggende i bilen. Jeg holder afstand i supermarkederne, og ja, når ungerne er med, så spritter vi også deres hænder af (og det samme om morgenen i vuggestuen), så jeg ser på ingen måde mig selv som en stor smitterisiko. 

En dag i sidste uge, da jeg hentede Silas og Niclas i vuggestuen, stod der en flok forældre (måske 6-8 stykker) ude på parkeringspladsen og knævrede. De stod med måske 15 cm mellem dem, og netop én af de selvsamme forældre havde inden opstart siddet på Facebook og været en af dem, som kæftede højst op om at hendes børn i hvert fald ikke skulle være prøvekaniner og stilles først i køen til at blive smittet. Jeg kunne ikke tilbageholde et lille grin, da jeg gik forbi dem, for det er sgu da dobbeltmoral der vil noget. Og med en fokus, der er på rengøring i institutionerne, så tror jeg ærlig talt nok, at det er de børn, der er af sted der er mindst risiko for smitter andre. Men det er bare min mening. 

I morges gik vi ud i vuggestuen Silas, Niclas og jeg. Bent skulle møde i Kolding kl. 6, så jeg mente ikke der var nogen grund til at vi andre skulle op kl. 5 for at køre ham. Og Silas hyggede sig virkelig med at kigge på biler og cykler. Så det kan vi helt sikkert godt gøre igen en anden gang. 

tirsdag den 21. april 2020

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 


Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 


Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 


I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 


Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

mandag den 6. april 2020

Nyder roen

Både i lørdags og i går arbejdede Bent 12 timers vagter, og i dag har han arbejdet kl. 14-21, og hold nu op, hvor er min krop ved at være træt - både fysisk og psykisk. Det energi niveau, som både Silas og Niclas lægger for dagen, er jo simpelthen mere end deres stakkels mor kan følge med til, og samtidig reagerer især Silas voldsomt på, at hans far nu ikke er så meget hjemme, som han var mens genbrugspladserne var lukkede. 

Så en del af dagen, står jeg med en grædende dreng, som går og kalder på sin far. Altså selvfølgelig kører vi da forbi genbrugspladsen, hvis det passer med at Bent lige har 5 minutter til overs til at snakke, men det er altså ikke helt det samme. Men hvad gør man ikke, for at junior kan se sin far ☺

Lige nu glæder jeg mig bare til at Bent er hjemme om et kvarters tid. Selv om han driver mig til vanvid, når han går hjemme for lang tid, så er det alligevel også hårdt, når han nu pludselig er SÅ meget væk. Den næste uge byder da også på en god blanding af både dag- og aftenvagter, så jeg kommer til at stå en del selv med drengene om aftenen, men sådan er det jo også bare. 

Nå nu må jeg hellere lige få hængt vasketøj op inden manden kommer hjem. 

Hav en god aften derude. 

lørdag den 4. april 2020

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 





tirsdag den 28. januar 2020

Long time no see

Januar måned er nu næsten allerede omme, og det er virkelig begrænset, hvad jeg har bedrevet online. 

Har haft en del at se til irl, og når drengene så har sovet om aftenen, så har der bare ikke været energi til at tænde computeren. Har været noget så træt om aftenen, og det er sket mere end én gang, at jeg er faldet i søvn på sofaen, mens vi har set film. 

D. 9. januar var Silas til kontrol ved ørelægen. Begge dræn sidder helt fint, og det er intet at bemærke. Vi havde så snakket om, at vi ville få en tid til at få tjekket Niclas' ører - ikke at vi mistænkte, der var noget galt, men bare lige for en sikkerheds skyld, så han ikke risikerede at skulle gå og bøvle med ørerne ligesom Silas - hvis der nu mod forventning var noget.  Vi kunne allerede få en tid mandag ugen efter, og den tog vi selvfølgelig imod. Og vores overraskelse var mere end stor, da det viste sig, at Niclas også havde stærkt undertryk i det ene øre og væske på begge ører - præcis ligesom Silas. Så det endte så med endnu en tur ved ørelægen sidste uge, hvor også Niclas fik dræn i begge ører. Og endnu en gang, er jeg taknemmelig for, at jeg valgte at følge min mavefornemmelse og få minimusens ører tjekket. 

Derudover er der jo bare fuld fart over feltet med alverdens ting. Sidste uge bød bl.a. på 3 lægebesøg, og det trætter altså at skulle være så meget "på" hele tiden. Bent arbejder jo også nærmest hele tiden, så der er jo enormt meget, der hænger på mine skuldre. Plus jeg så selvfølgelig også er efter mig selv, fordi jeg gerne vil holde hjemmet pænt og rent - og jeg må bare indrømme, at jeg altså ikke kan nå det hele, uanset hvor gerne jeg end vil. Jeg skal lære mig selv, at det er ok, hvis jeg ikke støvsuger lige præcis hver 2. dag. Men det er altså svært. 

I november startede jeg jo også i et forløb, som skal hjælpe mig med at håndtere min sociale angst og styrke mit selvværd, og der har jeg pt samtaler én gang om ugen, og ja det hjælper mig, men for fanden det er psykisk hårdt. Der bliver virkelig rodet op i en masse tanker og følelser, som jeg jo egentlig har gjort mit til at holde skjult. Alt det bliver der rippet op i nu, og det sætter et eller andet sted endnu flere tanker i gang. Hvad planen er fremadrettet, vil jeg gerne vente lidt med at udtale mig for meget om, da der først skal snakkes med min sagsbehandler. Men der er nogle ting på "tegnebrættet", som forhåbentlig kan hjælpe mig.

Under hele denne proces, har jeg også fået en kæmpe hjælp fra en helt uventet kant, og det er noget, der stadig overrasker mig en hel del. Men det viser bare, at jeg er kommet lidt videre i forhold til bare for 1 år siden. 

Denne her uge byder heldigvis ikke på nogen planer for mit vedkommende. Altså, jeg har kørt Bent til Kolding i dag til noget kursus, men derudover er der ingen planer, så jeg skal dæleme slappe af - Niclas har 2 kindtænder på vej, så det bliver ikke til så pokkers meget nattesøvn til mor her, så jeg skal nyde, at jeg kan sætte mig med en varm kop kaffe og bare slappe af indtil drengene skal hentes. 

fredag den 8. november 2019

En eller anden - stop tiden.

Jeg kan umuligt være den eneste, som efterhånden har svært ved at følge med tiden. Jeg synes virkelig dagene går LIDT for hurtigt efter mit hoved. Jeg mener bare, vi er allerede lidt mere end en uge henne i november - det føles altså ikke som om det er 4 måneder siden, vi var på ferie. Og ja, nu er det snart december. 

Der sker så mange ting herhjemme, og jeg kan slet ikke følge med. Silas fik jo dræn i sidste uge, og hold nu op en forskel vi allerede nu kan mærke på ham. Det er vildt, og jeg er dæleme glad for, at jeg trodsede lægernes ord om, at det var normalt at børn tog sig meget til især det ene øre, hvis de var trætte, og så i stedet bare kontaktede en ørelæge - ville måske bare ønske, jeg havde gjort det længe før. Men man kan jo altid være bagklog. 

Men hvorom alting er, så er det gjort nu. Nu skal vi så bare have ham i gang med at snakke, og det er allerede godt på vej. 

Nu er han så bare ramt af en omgang falsk strubehoste, men det virker heldigvis som om det også er i bedring, så nu håber moren bare, at hun kan få sovet lidt i nat. Pga Silas' hoste, blev det ikke så pokkers meget søvn i nat, så jeg har godt kunne mærke, jeg har været lidt træt i dag, for han har ikke været i vuggestue, og Bent har været på arbejde, så jeg har været på hele dagen. Kan godt mærke, det tærer enormt på energiniveauet, når der er syge børn, og vi ikke rigtig ved, hvordan Bents arbejdsskema ser ud. Han kan blive ringet på arbejde om morgenen. 

Men nu vi snakker om energiniveauet, så lader det til, at jeg endelig har fundet det medicin, som kan få mit blodtryk til at ligge stabilt nede, hvor det helst skal være. Der er så bare den ulempe, at den ene af de piller, jeg får, samtidig giver lavt kalium niveau i blodet, og eftersom mit kalium niveau i forvejen er for lavt, så er det jo bare faldet yderligere. Det resulterer bl.a. i en enormt træthed, som virkelig kan være vanskelig at få bugt med. Men hvis de fjerner den pille, som påvirker kaliummet i negativ retning, så får jeg øget væske i kroppen, og det gider jeg dæleme heller ikke. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Men nu prøver jeg at fortsætte lidt endnu, og så er jeg øget i kalium tilskud, så må vi se, om det kan hjælpe. 

fredag den 25. oktober 2019

Mor er træt

Endnu en gang er begge drenge syge... eller ja, det vil sige Niclas er ved at være rask igen, men Silas skranter stadig - ikke så pokkers smart, når han skal have dræn i på onsdag. Så Silas er hjemme fra vuggestue i dag. Bent er på arbejde, og Niclas er i vuggestue, så jeg hygger mig med Silas. Eller det vil sige, han sover lige nu, så jeg sidder og slapper af - og kigger på de praktiske ting, jeg egentlig burde lave, men som får lov til at vente, så længe han sover. 

Det har dæleme været en hård uge pga. det sygdom. Ingen af drengene har sovet særlig godt om natten ugen igennem, så det er heller ikke blevet til særlig meget søvn for mit vedkommende. Og det kan godt mærkes. 

Heldigvis havde de begge en relativ rolig nat i nat. Altså Niclas hostede nogle gange, hvor han så brokkede sig efterfølgende, fordi han ikke kunne finde sin sut, men altså det er jo til at leve med. Silas var kun vågen en enkelt gang, hvor han til gengæld også var VIRKELIG ulykkelig. Og eftersom Bent jo skulle på arbejde i dag, var det mig der stod op (som sædvanlig, altså den mand hører jo intet, når han snorker om natten *haha*). 

Bortset fra det, så er jeg kommet for vildt i julestemning... har seriøst lyst til at gå op og stille og roligt begynde at grave kasserne med julepynt frem og starte langsomt op med at pynte op... men altså, så siger fornuften jo også, at det kun er oktober nogle dage endnu, så jeg jo egentlig burde vente.. men altså Bent mener godt, jeg kan starte stille og roligt op - og normalt ville jeg jo bare kaste mig over projektet med det samme, men ved ikke lige, hvad der holder mig lidt tilbage nu.  Tænker lidt, jeg prøver at se tiden an til på mandag, og så kan jeg se, om jeg finder en enkelt kasse eller 2 frem (som om jeg kan stoppe der, når jeg først er i gang). 

 

mandag den 16. september 2019

Tiden flyver

Er det bare mig, eller går dagene lige lidt for hurtigt for tiden??

Jeg synes lige det har været mandag, og alligevel er det allerede mandag igen. En hel uge er gået, og det er jo ikke fordi, jeg synes, vi har lavet vildt meget i den uge. Ungerne har været i vuggestue, men det er kun i weekenden Bent har været på arbejde, men alligevel er ugen fløjet af sted.

Vi er allerede midt i september, og inden vi ser os om, er det jul. Wait - say what???  Ej men altså, tid er simpelthen bare en anden faktor, når man har børn.

Bent er på arbejde i dag. Han skulle have haft fri, men så ringede en af cheferne i morges, da vi var på vej hjem fra vuggestuen, og spurgte om ikke han kunne møde ind, og som afløser, er det jo med at tage de timer, han nu kan få, så vi kørte hurtigt hjem og hentede hans ting, og så gik turen mod Kolding og sætte ham af, og så hjem igen.

Lige nu sidder jeg og slapper velfortjent af, efter jeg har støvsuget, ordnet vasketøj, gjort mad klar til i aften, gjort lidt rent og ja ryddet lidt op efter lømlerne. Selv om Niclas ikke kravler rigtigt endnu (han har gjort det en enkelt gang, hvor han selv blev overasket over det), så skal jeg dæleme love for, at han kan rode. Det tager ham ikke mange minutter at få stuen til at se ud, som om der er sprunget en bombe derinde. Men det er jo kun godt, at han kan - og så må mor og far bare rydde lidt ekstra op.

Men bortset fra det, så går livet jo bare derudaf med hastige skridt. Den ene dag tager den anden, og jeg får langt fra nået alt det, jeg gerne ville nå - bloggen står alt for meget stille, og jeg har mere end én gang overvejet at lukke den ned, for føler ikke rigtig, jeg har tiden til det - jo når Bent arbejder og ungerne er i vuggestue, så er der indimellem tid til det, men ja, det er jo også der, jeg får ordnet alt muligt husligt samt slappet af, og jeg er altså "kun" alene små 5 timer, når Bent er på arbejde. Men ja, kan ikke rigtig beslutte mig, så indtil videre får den nok lov til at bestå, men med indlæg på de vilkår, jeg også har nu - med at skrive, når jeg har tid/lyst. 

søndag den 21. juli 2019

En anelse bagud

Ja, jeg er lidt bagud med at opdatere bloggen - I know -, men der er sket så meget denne uge, så jeg har ikke rigtig haft tiden til at sætte mig ved computeren, og når ungerne har sovet om aftenen, så har moren også været træt og så har jeg prioriteret at slappe af fremfor at sætte mig og blogge. 

Men for at starte fra en ende af, så fyldte vores lille solstråle jo 1 år i søndags, og han skulle selvøflgelig fejres. Kan ikke helt forstå, hvor det seneste år er blevet af - tiden er jo fløjet af sted. Kan stadig huske det øjeblik, hvor fødselslægen kigger på mig og siger" du er 10 cm åben. Vandet er heldigvis ikke gået endnu, men du skal have kejsersnit NU. Som i at jeg ringer og beder dem gøre en operationsstue klar og så bliver du hentet om et par minutter af en portør, og så skal vi ned og fejre din søns fødselsdag". Når jeg sidder og tænker tilbage på det, så kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne komme gennem det alene, men det gjorde jeg. Og nu er Niclas allerede 1 år, og han er uden tvivl vores allesammens solstråle. Han er så glad og smilende. 

Men nå, tilbage til hans fødselsdag. Han skulle jo selvfølgelig fejres, ligesom Silas og blev det, da han blev 1 år, så jeg havde lavet lagkage til ham - det hører sig ligesom med til at fylde 1 år. Nu er det jo ikke så stor aldersforskel på Silas og Niclas, så jeg havde selvfølgelig også lavet en mini-lagkage til Silas, så han også fik en lagkage, når nu lillebror også sad med en. OG ja, det resulterede jo selvsagt i, at der var lagkage OVERALT!!! Men så længe de 2 banditter hyggede sig, så var rengøringen et mindre issue. Da vi nåede aften, havde vi 2 meget trætte børn, men de havde begge hygget sig, og det er jo hovedsagen. 

Mandag skulle Niclas så til lægen til 1 års undersøgelse, og der var intet at komme efter. Han er kommet så fint med på trods af den meget lave fødselsvægt, og han ligger faktisk fint på gennemsnit i dag, så det er jo helt perfekt. 

Tirsdag aften, da jeg hentede Bent fra arbejde, så han lidt dårlig ud, og han havde da også haft det lidt dårligt i løbet af dagen med svimmelhed og kvalme, men han mente, der var pga varmen. Vi skulle så lige ud og aflevere trailer hos min onkel, så den kunne blive lavet, og da vi så kom hjem begyndte Bent at kaste op, og han var meget træt. Han fik dog så også fortalt mig, at han havde overhørt sin kollega snakke med en borger om, at udsugning i kemi ikke virkede, og at den ikke havde virket i over en måned. Eftersom Bent havde gået og ordnet kemi en del gange de foregående uger, kunne jeg godt fornemme, at han muligvis var ramt af noget forgiftning af en eller anden slags. Han var så omkring lægen dagen efter, hvor han havde meldt sig syg. Lægen mente også, der var tale om forgiftning, men det tydede heldigvis ikke på. at han havde taget skade af det. Men han skulle lige tage den lidt med ro de efterfølgende dage. Han havde så heldigvis fri torsdag, og fredag var han så af sted på arbejde igen.

Weekenden er også snart gået. Bent har arbejdet hele weekenden, og når han så har fri i dag, har han fri til kl. 10 i morgen. I næste uge har han fri torsdag og så skal han arbejde igen fredag og så er det hans tur til at holde ferie. På et eller andet tidspunkt i vores ferie (vil ikke sige, hvornår), skal vi også til Skiveren, og jeg glæder mig. Det skal nok blive super hyggeligt. 

Nå men jeg må hellere komme lidt videre med oprydningen. Begge unger sover, så det er med at udnytte tiden bedst muligt. 

Håber I alle har en god weekend.  


onsdag den 10. juli 2019

Hvor bliver tiden dog af

Det er allerede en ny uge igen... 

Tiden flyver virkelig af sted for tiden, og jeg kan ikke følge med. Nu er det måske nogen der vil sige "jamen, du går jo bare hjemme, så tiden kan da umuligt gå hurtigt for dig", men surprise surprise - tiden KAN rent faktisk godt bare forsvinde, når du er hjemme. Og især, når der er børn i hjemmet, så kan tiden altså godt bare pludselig være væk. 

Kan huske, jeg engang fik at vide, at tid er en helt anden faktor, når man har børn, og hvor havde vedkommende dog ret. Når jeg kigger på Silas og Niclas, så kan jeg se at dagene flyver af sted, for de udvikler sig jo konstant - et eller andet sted lidt sørgeligt at de så hurtigt bliver store, når jeg ved, der ikke kommer flere småfolk her i huset. Men når det så er sagt, så elsker jeg at følge den udvikling, de hver især gennemgår. 

Niclas fylder allerede 1 år på søndag, og jeg skal da lige love for, at han er kommet langt siden han startede i vuggestue for lidt over 1 måned siden. De øvelser, som jeg laver med ham, laver de også i vuggestuen, og jeg kan virkelig se, han har rykket sig meget den seneste måneds tid. Korrigeret er han jo "kun" næsten 10 måneder, men jeg er så stolt af ham. Han klarer sig bare så godt den "lille" basse. 

Silas fylder jo 2 næste måned, og han har krudt i røven som jeg ved ikke hvad. Han sidder ikke stille for længe ad gangen. Han elsker at lege udenfor, så hvad vi efterhånden ikke har af ting og sager i haven, ja det er ikke nævneværdigt. Niclas får et legehus i fødselsdagsgave, og det kan de jo bruge begge 2. Vi har valgt at købe et lidt mindre legehus i plast, som vi kan skille ad og sætte ind, når vi fx skal på ferie eller lign, for vi har nogle naboer, som ikke rigtig gider købe noget til deres egne børn, men som (for at sige det på den pæne måde) har ry for at være lidt langfingrede, og de skal ikke kunne snuppe noget herinde i haven. 

Men tilbage til Silas.. han er en utrolig kærlig dreng, som absolut nok ved, hvad han vil og hvad han ikke vil. Hvis han ikke får sin vilje, så er han begyndt at smide sig på gulvet og græde. Og ja, efter hvad jeg har hørt, så gjorde jeg lidt det samme, da jeg var barn, så han har det jo ikke noget fremmed sted fra *haha* 😁

Bent er på arbejde igen i dag. Denne uge er ikke helt fastlagt endnu, men fra på mandag kender vi hans arbejdsplan små 5 uger frem, og der bliver ikke meget frihed for hans vedkommende, så det er med at nyde, når han endelig er hjemme. 


tirsdag den 28. maj 2019

En ny uge venter

Så er en ny uge allerede i gang... føler virkelig dagene bare flyver af sted, uden jeg når halvdelen af det, jeg egentlig gerne vil nå.
Efter vores pitstop på sygehuset forleden, er det egentlig gået så nogenlunde med Silas. Han har hoster en del, så hans medicin er været ret så nødvendig weekenden igennem, og det har da kunne tage en del af hosten, men ikke alt det hele. Nu skal han så bare blive 100% rask igen min lille mand. Jeg hader virkelig, når en af de små pus er syge, og hvis jeg kunne, så tog jeg gerne noget af deres sygdom, når de er hårdest ramt. 

Derudover er weekenden brugt på hygge med ungerne... Bent har arbejdet både torsdag, fredag, lørdag og søndag, så jeg har brugt tiden med børnene. Lørdag var vi hjemme ved mine forældre og spise. Min mor hentede Silas, Niclas og jeg, fordi Bent havde bilen på arbejde. Vi var så lige omkring containerpladsen, så Silas kunne sige hej til sin far. Vi fik så lige kigget i genbrugscontaineren, og fik da også lige lidt med hjem - der er altså visse fordele ved at være gift med en, der arbejder på en genbrugsplads. Silas og Niclas nyder da især også godt af, at deres far får mange rigtig gode ting med hjem - de har efterhånden "erobret" det meste af stuerne til deres legetøj, men sådan er det jo, når de endnu er for små til at bruge deres værelser på 1. sal. 

Håber I alle får en rigtig dejlig uge. 


fredag den 24. maj 2019

Træt med træt på

De seneste par uger eller 3 har jeg virkelig ikke fået skyggen af meget, der ligner søvn om natten, fordi Silas og Niclas nærmest har været vågne på skift, men alligevel har de sidste 3 nætter virkelig trukket tænder ud. 

Niclas har været snot forkølet det meste af ugen, hvilket har resulteret i, at han ikke rigtig har villet sove om natten, med mindre jeg har siddet inde i sofaen med ham, så det har jeg jo måtte gøre, og det er jo næppe en hemmelighed, at man altså ikke rigtig kan sove, når man sidder op, så det har været en udfordring. 

I går aftes faldt han dog ret hurtigt i søvn, så jeg så frem til måske at kunne få bare lidt mere søvn i nat, end jeg havde fået de foregående nætter. Men jeg blev klogere... Silas hostede nærmest hele natten og kastede op ud over hele sin seng, så jeg måtte i gang med en større rengøring  alt imens jeg prøvede at undgå at vække hverken Niclas, Bent eller Silas (som i mellemtiden faldt i søvn i min seng). Men nå, jeg fik da gjort rent og sat vaskemaskinen i gang. 

Derefter kunne jeg så kravle under dynen igen og prøve at sove, men goddaw da, for det blev ikke til mere end omkring 0,5 times søvn sammenlagt natten igennem - hver gang jeg var lige ved at sove, så vågnede Silas og hostede helt vildt. Et par gange lød det, som om han var ved at kaste op og blive kvalt i det, men der kom ingenting. 

Han kom dog ikke i vuggestue i dag, ville simpelthen ikke sende ham af sted, for han havde det virkelig dårligt i morges. Bent skulle dog på arbejde kl. 10, så vi fik hygget lidt med begge unger inden og nusset Silas lidt ekstra. 

Som dagen skred frem, fik Silas det ikke bedre, så jeg besluttede mig for at kontakte vagtlægen, da de åbnede. Vi skulle så komme derind kl. 17:10, så vi kunne lige nå omkring containerpladsen og sige hej til Bent inden vi kørte hjem og satte Niclas af ved mine forældre. Min bror kørte så Silas og mig over på sygehuset, og så hentede han Bent på arbejde her i Vamdrup inden de begge kom op på sygehuset til os. For ja, vagtlægen mente lige vi skulle runde børnemodtagelsen, så de kunne kigge på Silas. 

Silas har så (igen) fået en luftvejs infektion i de øvre luftveje, og pga. hans astmatiske bronkitis, så bliver det meget værre. Han fik et par masker med medicin på sygehuset, og det hjalp meget på hans vejrtrækning. Vi fik så lov til at tage hjem ved 20 tiden med en åben indlæggelse weekenden over, så kan vi altid komme hurtigt ind, hvis der skulle blive noget i løbet af weekenden - hvilket vi naturligvis ikke håber, der bliver. 

Heldigvis faldt han hurtigt i søvn, da vi kørte hjem fra Kolding, så nu venter vi bare på det passer den anden unge mand at falde i søvn, så vi 2 gamle også kan komme ind og se dyner. Kan godt mærke, at den manglende søvn er begyndt at have sat sine spor - er i hvert fald sikker på, at jeg ikke får nogen problemer med at sove, så længe Silas og Niclas giver deres mor lov i nat. 

Vil ønske jer alle en rigtig god weekend. Her skal weekenden bruges herhjemme på nogle praktiske gøremål, mens Bent er på arbejde. 

søndag den 19. maj 2019

Glæder mig til at få manden hjem

Som jeg tidligere har nævnt, så er Bent startet som afløser på genbrugspladsen, og det har i denne uge medført, at han har været på arbejde 8 timer torsdag, 5 timer fredag, 9 timer i går og 9 timer i dag. Og ja, kan godt mærke jeg er ved at være en anelse brugt.

Silas har de seneste nætter sovet max 3 timer sammenlagt pr nat, så der er ikke meget energi ved moren. Men sådan er det jo, og Bent tjener jo gode penge, når det er weekendvagter, og ja det er jo måden for ham at komme ind som fast mand, så selvfølgelig skal han da bare tage alle de vagter, han kan få - det har vi også snakket om.

De her dage, har han virkelig fået mange gode ting med hjem. De har 2 containere, hvor man kan sætte ting hen, som andre så må tage med hjem og få glæde af, så han har fået en sandkasse med hjem til mine forældre, vi har fået nye sofaer, jeg har fået en masse bøger, ungerne har fået en masse legetøj og ja, så har min bror fået en lænestol. Bent han ringede da også tidligere og sagde, han havde fået nogle forskellige ting med hjem i dag også, så det er jo ikke dårligt.

Silas og Niclas sover nu her... og det er helt underligt, der bare er RO over hele linien. Det eneste man kan høre lige nu, er mine fingre, der trykker på tastaturet... ja, det er med at nyde det, mens man nu kan. for så snart de begge er vågne, så er der fart over feltet igen. Indimellem kan det simpelthen overraske mig big time, hvor meget rod der egentlig kan være, når Silas har leget bare 5 minutter i stuen (og at dømme efter, hvad mine forældre siger, så har han det fra mig, for jeg var åbenbart på PRÆCIS samme måde, da jeg var lille). Men ja, den er nok lidt selvforskyldt, når de nu har så meget legetøj stående i stuen. 


Tror jeg vil gå ud og smøre mig en mad, så kan jeg måske nå at få lidt mad klar til Silas inden han står op, Niclas er godt tilfreds bare han kan spise noget af min leverpostejsmad.  

Kan være jeg får blogget lidt mere senere... men nu må vi se. Ellers må I have en rigtig god søndag derude bag skærmene. 

mandag den 6. maj 2019

Stilhed i det lille hjem

Bent startede på arbejde i går, og Silas var hjemme ved mormor og morfar og hygge, så herhjemme var der kun Niclas og jeg. Det var nu også meget hyggeligt... altså selvfølgelig var hundene også hjemme, men de lullede jo bare rundt og nød, at der ikke var en Silas, som jagtede dem rundt *haha*. 

Niclas og jeg var bl.a. ude og gå en tur. Det var jo dejligt vejr, så det var med at udnytte det. Lillemanden fik så også lige en lille lur, og så kunne mor her få lagt de bunker af vasketøj på plads, som lå ude i bryggerset og grinede af mig, hver gang jeg gik forbi. Men nu er det lagt på plads, så nu er der rent bord - indtil næste gang om ikke andet. 

Ved godt, bloggen bliver forsømt en del, men når man har børn, er der altså vigtigere ting ude i den virkelige verden frem for at sidde ved computeren når børnene er vågne, og om aftenen når de sover, ja så sidder moren også selv og halvsover inde i sofaen, så der er der heller ikke alverdens tid til rådighed. Så der bliver blogget, når der er tid til det.

For nu at snakke om noget helt andet, hvad i alverden sker der så for vejret for tiden. Nu havde vi jo lige vænnet os til menneskelige temperaturer og så kom der sgu sne forleden aften. Vi havde godt nok slukket for varmen omkring starten af april, men vi har så måtte tænde igen, for det blev simpelthen for koldt for ungerne, og jeg gider ikke flere syge børn lige nu, så der måtte skrues op igen. Men når det så er sagt, så skulle det gerne vende i løbet af næste uge igen, og så skulle vi gerne få skruet ned indtil efteråret igen.

Men derudover er der fuld fart over feltet herhjemme. Silas er endelig inde i en god rytme med vuggestuen, og om mindre end 1 måned skal Niclas starte i vuggestue (hvor bliver tiden af, kan slet ikke forstå min lille baby allerede er så gammel). Min barsel slutter så d. 27/6, så der er lige små 4 uger til at køre Niclas ind og vænne mig til at skulle aflevere ham hver dag. 




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...